I skovens dybe stille ro....

I skovens dybe stille ro...

Næste gang du går forbi Copenhagen Towers... så prøv at sæt farten ned og stop op.
Imellem Crowne Plaza og Norman Foster’s North Wing Tower smyger et stort svungent bøgeblad sig imellem de smukke strømlinede skyskrabere.

Gå ind under kronbladet med de bløde lameller og entrér den hemmelige skov - en skov der lysner i blå, grønne og røde nuancer og lugter lidt af bæredygtighed og nye møbler.

Her er du nu omgivet af 60 høje træer,  og du glemmer måske, at lige ved skovbrynet der venter den pulserende by. De oliven løse bucida buceras oliventræer har været på en lang rejse for at nå til Ørestad. De rejste i tre uger fra Miami over Atlanten til Holland. På den lange tur tabte de både blade og rødder og måtte genfinde kræfterne, volumen og forårsstemningen, inden de rejste det sidste stykke til Ørestad.

Træerne er kloge og rolige - de er da også meget ældre end byen de bor i - træerne her er nemlig 15 - 20 år. Ørestad lever på sit trettende fødselsår.
Træerne bliver beskyttet af store blade, der balancerer på tynde stilke - stilke der stolper og ikke knækker så let. Bladene bøjer sig indover skoven og sørger for ly for regnen.  

Hvis du lytter efter, kan du høre orangutangerne, der bor i hjørnet af skoven. 
Man skulle tro, at de havde sneget sig med i skibslasten fra Miami. Her i hjørnet af skoven har de klistret sig fast som dekorationer på de vinduesfacader, der huser kaffebaren Orango. 
En del af cafeens indtjening på kaffesalg går nemlig til at beskytte bestanden af orangutanger på Sumatra.

Jeg synes, at skoven er sådan et sted, hvor du kan spise din ostemad i fred, tage en pause imens du kigger op i trækronerne eller mødes med din samarbejdspartner i stedet for på kontorets faste pind. Og træerne vokser næsten ind i himlen.

Vi Ørestadsbeboere kan desuden glæde os til at tage elevatoren hele vejen op på 22. sal i Norman Foster's tårn, hvor der i fremtiden vil åbne en offentlig restaurant.
Jeg tog turen derop en dag under påskud af at være interesseret i at leje et 400 kvm2 stort kontorlokale. I virkeligheden ville jeg bare gerne opleve udsigten over hele Ørestad og fællederne...og den er fantastisk! Hvem der åbner restauranten og hvornår, det ved jeg ikke. Men jeg vil sætte farten ned og holde øje på min vej gennem Ørestad.

Jeg tager ind og besøger skoven igen på byvandringen “Stjernearkitekter i Ørestad”. Det foregår d. 13. marts, d. 10. april og d. 8. maj. Efter byvandringen tager vi sammen på Cafe 8tallet og spiser lækker smørrebrød. Smørrebrød er inkluderet i prisen. 
Tag endelig med på turen. Du kan booke billet igennem AOF her:
Billet til byvandringen hvor vi tager i skoven "Stjernearkitekter i Ørestad".