I skovens dybe stille ro....

I skovens dybe stille ro...

Næste gang du går forbi Copenhagen Towers... så prøv at sæt farten ned og stop op.
Imellem Crowne Plaza og Norman Foster’s North Wing Tower smyger et stort svungent bøgeblad sig imellem de smukke strømlinede skyskrabere.

Gå ind under kronbladet med de bløde lameller og entrér den hemmelige skov - en skov der lysner i blå, grønne og røde nuancer og lugter lidt af bæredygtighed og nye møbler.

Her er du nu omgivet af 60 høje træer,  og du glemmer måske, at lige ved skovbrynet der venter den pulserende by. De oliven løse bucida buceras oliventræer har været på en lang rejse for at nå til Ørestad. De rejste i tre uger fra Miami over Atlanten til Holland. På den lange tur tabte de både blade og rødder og måtte genfinde kræfterne, volumen og forårsstemningen, inden de rejste det sidste stykke til Ørestad.

Træerne er kloge og rolige - de er da også meget ældre end byen de bor i - træerne her er nemlig 15 - 20 år. Ørestad lever på sit trettende fødselsår.
Træerne bliver beskyttet af store blade, der balancerer på tynde stilke - stilke der stolper og ikke knækker så let. Bladene bøjer sig indover skoven og sørger for ly for regnen.  

Hvis du lytter efter, kan du høre orangutangerne, der bor i hjørnet af skoven. 
Man skulle tro, at de havde sneget sig med i skibslasten fra Miami. Her i hjørnet af skoven har de klistret sig fast som dekorationer på de vinduesfacader, der huser kaffebaren Orango. 
En del af cafeens indtjening på kaffesalg går nemlig til at beskytte bestanden af orangutanger på Sumatra.

Jeg synes, at skoven er sådan et sted, hvor du kan spise din ostemad i fred, tage en pause imens du kigger op i trækronerne eller mødes med din samarbejdspartner i stedet for på kontorets faste pind. Og træerne vokser næsten ind i himlen.

Vi Ørestadsbeboere kan desuden glæde os til at tage elevatoren hele vejen op på 22. sal i Norman Foster's tårn, hvor der i fremtiden vil åbne en offentlig restaurant.
Jeg tog turen derop en dag under påskud af at være interesseret i at leje et 400 kvm2 stort kontorlokale. I virkeligheden ville jeg bare gerne opleve udsigten over hele Ørestad og fællederne...og den er fantastisk! Hvem der åbner restauranten og hvornår, det ved jeg ikke. Men jeg vil sætte farten ned og holde øje på min vej gennem Ørestad.

Jeg tager ind og besøger skoven igen på byvandringen “Stjernearkitekter i Ørestad”. Det foregår d. 13. marts, d. 10. april og d. 8. maj. Efter byvandringen tager vi sammen på Cafe 8tallet og spiser lækker smørrebrød. Smørrebrød er inkluderet i prisen. 
Tag endelig med på turen. Du kan booke billet igennem AOF her:
Billet til byvandringen hvor vi tager i skoven "Stjernearkitekter i Ørestad".

Hvordan bygger man sjæl ind i Ørestad?

Skal man overhovedet sørge for at bygge sjæl ind i Ørestad, og hvem skal gøre det?  

Nybyggersjæl 
I Københavns indre by og i brokvartererne tages vejstriber, lyskryds, markerede fodgængeroverfelter og skraldespande på hvert gadehjørne for givet. Træerne langs søerne er så fuldvoksne, at når kastanjerne falder ned, så kan de godt give dig en bule, hvis du cykler uden cykelhjelm. Men det gør ikke spor, for lige rundt om hjørnet er der en 7-11, hvor du kan købe plaster, og en slice to go. 

I Ørestad tager vi det ikke som en selvfølge, at fortovene er fuldt belagt, at der er sat cykelstativer op eller at stien, der leder ned til vores splinternye bolig, nødvendigvis er færdig. En kran, der er ved at løfte en færdigstøbt betontrappe på plads, er et kendt syn.  I nybyggerkvarterer, som Ørestad, bliver man hurtigt bevidst om, at byer skal skabes, og der skal mange lag til før en by er fuldstændig. Men bliver en by nogensinde færdig? Skal den overhovedet være fuldstændig? 

Forleden havde jeg en gruppe på byvandring i Ørestad Syd. Vi bevægede os ned i det kommende Arenakvarter, for at se hvor langt kranerne var med byggeriet af Royal Arena. En mægtig gravmaskine havde stampet et stykke jord fladt, så vi kunne komme ret tæt på arenaen. Men pludselig var vejen ikke længere banet for os, og foran os lå det ustyrede, det rodede og det nogle steder stadig urørte landskab. Det er et landskab af stablede afspærringsgitre, orange indfarvede betonsokler, rød- og hvidstribede opmålingspinde, flagstænger med bygherre logoer blafrende i vinden, roterende cementmaskiner og caterpillars der fræser igennem jorden og laver lavespor i den sandede jord. Blå og røde containere ved arenaen lyste hele scenariet op og pludselig oplevede vi landskabet som en scenografi, og som et øjebliksbillede, der var orkestreret til ære for os. Man skulle næsten tro, at der havde været en kurator på byggepladsen, der havde styret placeringen af den orange farve, der nærmest indrammede spektaklet.  Sådan mødte vi landskabet den dag i marts, og det gav os til at tænke over skønheden i de rodede nybyggerområder og hvor hurtigt, steder forandrer sig. Byen performer hver dag og er i en konstant foranderlig tilstand.

Atmosfære tegninger
Når jeg ser på arkitekttegninger for de nyeste lokalplanlagte områder i Ørestad Syd, så bugner de af fuldvoksne høje træer, udsprungne kirsebærtræer og aktive gader, der er tætte af mennesker, som går tur med hunden, står på skateboard eller ‘cafelattér’ den sammen i gadebilledet. Jeg kunne godt tænke mig at se en arkitekttegning, der tør tegne nybygger sjælen. Der må gerne være tegnet et krandyr i baggrunden, der løfter en væg på plads, en murer der smider sand i cement maskinen, en gartner der er ved at strø græsfrø og en børnefamilie med flyttekasser under armen, der er ved at bakse en ikeareol op på første sal.  Det er nemlig områdets sjæl og kendetegn lige nu. Stedets identitet er der allerede. Den kommer ikke først, når birketræerne er fuldvoksne som på arkitekttegningen og Baresso er flyttet ind - nej den er der lige nu med raslende stilladser, flamingo der hvirvler rundt, ejendomsmæglere med charmeklud og notesblok og håndværkere, der hilser dig go’ morgen over en cocio. 

 Arkitekter og planlæggere skal ikke være bange for, at et sted bliver stemningsløst, uden historie eller uden sjæl, hvis ikke de prædesigner det i en fart i. Man behøver ikke at være bange for, at folk vil kede sig og derfor prækonstruere historier og oplevelser til bydelen.

Skabertrang
Beboerne i Ørestad Syd oplever forandringer i bybilledet hver dag. De ser lyset og himlen ændre sig fra time til time, de ser tribunerne på arenaen blive sat op og lastbiler, der sætter færdige rækkehuse af på rad og række. De er tilskuere, når søerne blive opfyldt med regnvand, karper og prægtige svaner, og de oplever nye befolkningsgrupper flytte ind fra den ene dag til den anden.  Det er helt basalt for mennesket, at ville ‘skabe sig’ i forhold til sine omgivelser - hvordan skal vi bo, og hvilket liv kan vi skabe for os selv og for fællesskabet lige her på den her mark? Det er derfor at kunstnere og designere, oftere og oftere bliver inddraget i byplanlægningen i dag - de skaber noget - noget midlertidigt, noget permanent - noget liv. Det skal helst ikke gå for langsomt. Men de skabende processer skal ikke forceres - de skal nok komme af sig selv. 

I Ørestad oplever jeg naboer, der i høj grad engagerer sig i deres bydel, og skaber deres egne byrum, fordi de naturligt higer efter at finde fællesskaber, men også fordi at de er bevidste om, at i nybyggerkvarterer der kan de virkelig være med til at præge stederne og skabe miljøer.

 Ja pionérånd sætter skub i skabertrangen. Vi er de første, der skaber noget lige her!  Nybyggerkvarterer er i bevægelse hver dag, og de bliver fyldt med historier og sjæl, hver gang der flytter en ny familie til, hver gang pakkeposten ikke kan finde vej, og hver gang der bliver taget et nyt spadestik. 

 Sjælelige hilsner Mira Margaritha Cordsen

Experience Ørestad, cand.comm