Byggerod, bippende caterpillars og kraner der arbejder i døgndrift...

...er andet kendetegn for Københavns nybygger kvarterer, hvor jeg har taget udgangspunkt i

Århusgadekvarteret i Nordhavn, Arenakvarteret i Ørestad Syd, Carlsberg byen, Havnevigen på Islands Brygge samt Ofelia Plads og Krøyers Plads.

Nybygger kvartererne har alle spændende scenografier af byggerod, mærkelige krandyr, metrobyggeri, spuns støj og tunge betonklodser, der afspærrer din vej. ‘Her kranes’ ‘her bygges’ og ‘adgang forbudt på byggepladsen’, er meddelelser, der tit møder dit syn. Betontrapper og vægge løftes på plads, imens nye hegn sættes op og ‘fodgængerne henvises til modsatte fortov’, hvor du igen gelejdes videre, udenom ved siden af og rundt om.

I nybygger kvartererne kan du ikke forvente, at fortovet er belagt fra ende til anden og adgangsvejen til din bolig kan pludselig blive afspærret.  Har du været på ferie i 14 dage med din familie, så kan du ikke kende dit område igen, når du kommer hjem. Nye byggeprojekter er gået i jorden, der er nye mærkelig huller i vejen, kraner bygges op, håndværkerne holder parkeret alle steder og ejendomsmæglerne er i færd med at åbne nye butikker.  

I nogle af nybygger kvartererne står det grelt til med byggeaffald på gader og i grøfter.
Det  er et kedeligt syn. Der hersker umiddelbart en undtagelsestilstand i nogle nybygger kvarterer, hvor ‘man gør som de andre gør’. Det er et problem, som der skal tages hånd om. Det er uindbydende og ulækkert med al den bygge- og husholdningsaffald, som bygge aktiviteten på mystisk vis også medfører.

Byggescenografier

På byggepladserne i nybygger kvartererne udspiller der sig hver dag nye scenarier og smukke scenografier. Byggepladserne er landskaber af stablede afspærringsgitre, orange indfarvede betonsokler, rød- og hvidstribede opmålingspinde, flagstænger med bygherre logoer blafrende i vinden, roterende cementmaskiner og caterpillars der fræser igennem jorden og laver lave spor i den sandede jord. Blå og røde container byer pryder byen, og alle de mange farver skaber spændende øjebliksbilleder af en by i forandring.

I nybygger kvarterene bliver beboerne hurtigt bevidste om, at en by skal bygges op, og der skal mange lag til!

Giv os den smukke og skæve by tilbage

Byens rum, især nybyggerkvarterer, trænger til et løft af den smukke og skæve art, hvor springvandet, gavlmaleriet, art nouveau og Københavnerbænken genindføres.

I indlægget her kan du læse, hvordan jeg synes pladser, gaderum og bygninger kunne beriges og medvirke til en smukkere og mere personlig by. Du kan læse, hvorfor jeg savner skønhed og kompleksitet i byens rum, og hvorfor disse er vigtige parametre i byen, der påvirker os på positiv vis som mennesker. Indlægget er samtidig min personlige ønskeliste for byens udtryk år 2017  

Giv os springvandet tilbage…

“Vi går aldrig mere forbi, det store stygge storke springvand” - sang protestsangeren Cæsar i 1966 og udødeliggjorde storkespringvandet på Strøget. Storkespringvandet har ageret samlingspunkt, vaskestation, mødested og pause-rum for mennesker i mange år.

Jeg ønsker mig en sprudlende og rislende fontæne, hvor vandet skydes op i luften af små buttede skulpturer, der tisser vandstråler og hvor gargoyles slukker tørsten og forskrækker mig en smule. Det skal være sådan et springvand, der er oplyst om natten og måske endda sprudler i farver i nattens mørke

Jeg ønsker mig ikke kun regnvandsopsamlere, selvom jeg også sætter pris på bæredygtige kanaler og render i byen, der også kan have rekreative formål. Nej sådant et rigtigt springvand, hvor vandet en blæsende dag bedugger mig med støvregn lige i ansigtet, når jeg går forbi. Jeg ville hver dag glæde mig til lyden af det rislende vand, der sætter sig i mine ører, når jeg slentrer forbi. Sådan en rislende lyd, og en frisk duft af vand der vækker mine sanser, og gør mig glad, når jeg ali bali ali bali bi gerne går forbi igen og igen...Giv os springvandet tilbage…

Giv os Københavnerbænken tilbage…

Bænken er typisk udformet i træ med svungne snørklede armlæn og formet nogenlunde efter kroppen.. I ved den bænk, hvor man sad rigtig behageligt, på et godt underlag og man ubesværet kunne læne sig tilbage, da bænken har ryglæn. I al mageligheden kunne man så iagttage bylivet og læse avisen (avislæsning i papirform eller på iphone er i dag valgfri) I dag finder jeg mange beton-bænke i bybilledet uden ryglæn formet som en aflang blok måske med en form for underlag. Der gider jeg ikke sidde.  

Dagens bybænke er ofte multifunktionelle, så de både fungerer som bænk, bord, kunstnerisk installation og er anvendelige for byens skatere. Jeg kan egentlig godt lide byrumsinventar, der kan en helt masse, men vi må ikke give køb på komforten i byrummet. Komforten giver mig endnu mere lyst til at opholde mig i byrummet og byen er også for de ældre, der måske, mere end jeg, sætter pris på et godt ryglæn. Giv os Københavnerbybænken tilbage…

Giv os tomme og skæve bygninger tilbage…

Forestil dig gamle fabrikshaller, maskinhaller og industribygninger med højt til loftet, store flotte vinduespartier, flotte industrielle loftkonstruktioner, et rungende ekko, afrevet tapet og smadrede vægfliser. Vi drages også af det iturevne, det grimme, det forfaldne og det forladte ved disse gamle industribygninger og haller. Disse karaktertræk er menneskelige spor, der vidner om et steds historie, og derfor pirrer de steder vores nysgerrighed. De tomme og forladte bygninger, dem er der dog ikke mange tilbage af i København og dem der er, de bliver oftest skrottet til fordel for rækkehusbyggeri, boligkomplekser og kontorbyggeri - det er der flere penge i.

Giv de tomme bygninger eller ‘overskudslandskaber’, som de også betegnes, tilbage til byens borgerne. Byens borgere hungrer efter sådanne steder, der kan rumme nye muligheder for udfoldelse, hvor mennesker kan dyrke fællesskaber, skabertrang og især trangen efter at tilknytte sig til det sted, hvor de bor. Det skaber ro og balance i folks liv, når de knytter sig til et sted. Lokale foreninger, entreprenører, kreative, boligforeninger mfl. skal nok tage sig af bygningerne og på demokratisk vis beslutte, hvilke potentialer bygningerne har. Det er også en måde at bevare de ofte ret flotte bygninger på, i stedet for at rive dem ned. Så får arkitekturhistorien og ‘skævheden’ i byen også lov at leve.

De rå, tomme bygninger giver også en spændende kontrast til den over-designede, friserede og strømlinede by. Bevarelsen af bygningerne er også en måde at værne om et områdes historie i stedet for at skrotte den og negligere den. Giv de tomme bygninger tilbage til borgerne - så bliver borgerne medspillere i byudviklingen, når de så eftertragtede dynamiske og levende byrum og gode opholdssteder skal skabes. Giv os de tomme og skæve bygninger tilbage...

Giv os smuk gadebelægning tilbage…

Store offentlige pladser med beton og asfaltbelægninger præger Københavns nybyggerkvarterer. Beton pladserne føles tunge, kolde og kedelige, og jeg vil hellere gå udenom. Men det kan jeg ikke, for min vej i gennem byens rum er ofte bestemt for mig. Jeg bliver måske tvunget til at se op, i stedet for at se ned og ikke ned i mobilen! Det er måske slet ikke er så skidt endda, men jeg vil hellere have fernissen tilbage. Jeg ville ønske mig belægning på pladsen og fortovene, som ikke bare er indfarvet beton med riller eller asfalt. Nej giv mig smukke belægninger med forskellige smukke sten i marmor, mosaikker og mønstre tilbage. Når vi nu er i gang, så lad os få flere skulpturer tilbage på pladserne og mellemrummene også, det ville gøre dem yderligere indbydende. Den åbne banegrav, også kaldt “Hullet” af flere, foran Københavns Hovedbanegård, og som mange arkitekter har har foreslået omdannet til en indbydende plads i København, kunne passende være pladsen, hvor vi igen får elegant og smuk belægning. Eller træbelægninger i eg, ask og fyr. Træ føles varmt, og folk sætter sig på træbelægninger. Giv os smuk gadebelægning tilbage...

Giv os balustrader og art nouveau tilbage...

Bare ordet “balustrade” er herligt og lige til at spise. Ordet er rundt og fyldigt og ikke til den slanke side. Jeg tænker på finish i byrummet. Den skal være der. Lad os få en større detaljerigdom ind i bybilledet såsom smukke “balustrerede” gelændere og rækværk, som jeg kan holde ordentligt ved, friser over vinduerne og facader med ornamenteringer. Måske skulle jeg være født i et andet årti eller flytte til Paris. Jeg kan blot konstatere, at især husfacader i nybyggerkvarterer, særligt beboelsesejendomme, ikke ligefrem bliver mere spændende at kigge på.

Giv os gavlmaleriet tilbage. Jeg kunne godt tænke mig drømmegavle. Et godt eksempel er den, som beboerne har lavet i Valby sammen med forfatteren Morten Søndergaard. Eller blot et stort gavlmaleri i farver lige efter Asger Jorns hoved eller kunstner Ole Frederik Olsen.

Flere steder er murstenen ved at vinde indpas igen, hvilket er et glædeligt gensyn, men megen variation i stenene finde dog ikke. Andre steder bruges ‘imiterede mursten’. Undtagelsesvis kan dog nævnes Kolumbastenen på Det Kongelige Skuespilhus og “Den flyvende hollænder sten” på Ørestad Skole som smukke eksempler på teglsten med spændende variation i hver enkelt sten. Her har vi dog at gøre med offentlige bygninger. Giv mig fernissen tilbage…

Bliver byen så ikke bare et stort miskmask af udtryk og eksperimenter helt uden konsekvens, hvor hele brandingen og byens image går tabt, og vi fremstår som nogle, der ikke ved, hvad vi vil med vores by??!!... Det kunne da være interessant - i et land hvor vi taler så meget om innovation og “sæt i værk, sæt i værk” - Det gælder vel også vores allesammens omgivelser?

Jamen hvad skal det egentlig gøre godt for med balustrader, drømmegavle og marmor belægninger? Det lyder som en gang romantisk pladder, og det har kommunerne alligevel ikke råd til. Bygherrerne vil vel også hellere skumme fløden i stedet for at lave friser og art nouveau lygtepæle? Det vil de sikkert, men lur mig om en æstetisk smuk by med kompleksitet, ‘med følelserne uden på tøjet’, variation i udtryk og spændende former på gadeplan ikke påvirker vores humør i en sådan grad, at vi nyder byen til fulde.

Jeg tror på, at en sådan by er med til at skabe balance i kroppen og velvære, og måske resulterer det i, at folk får færre sygedage, færre depressioner og færre diagnoser. En sådan by vil simpelthen fremme lysten til at bruge den, istedet for at skynde sig hjem til de private hyggekroge. Den vil fremme lysten til blot at gå en tur i egen by, byen bliver troværdig og måske bliver du endda forelsket lige der midt på gaden.

Giv mig den smukke og skæve by tilbage…

Mvh

Mira M. Cordsen - urban formidling og analyse

9. januar 2017 ønskeliste for byens udtryk

ps. Kunne du tænke dig at læse flere af mine indlæg og artikler om byens rum, og følge med i hvad min virksomhed tilbyder af byvandringer, urbane analyser og borgerinddragelses-workshops, så kan du skrive dig op til mit nyhedsbrev.

Savannen...fortællinger fra Ørestad

Jeg står op, samtidig med at mosekonens tunge hvide bryg smyger sig indover Savannen.

Jeg stiller mig med front mod vinden, og læner mig let forover for at mærke, om vinden kan trænge helt igennem min krop, eller måske sætte sig på mit ansigt, så jeg kan tage lidt af den med hjem til senere brug.
Jeg går på gevir jagt sammen med min sorte gazelle langs grøfter, igennem våde vandhuller, og vi prøver at følge råvildtets spor. Jeg finder aldrig nogen gevirer, men det lykkes altid min firbenede følgesvend at opsnuse geviret fra hordens prægtigste råvilde herre.

Jeg gemmer en havesaks i min inderlomme sammen med en plastikpose fra Bilka.
Jeg kigger mig over skulderen, inden jeg klipper grene af den stikkende orange busk, der er kilden til min vinteroverlevelse - C-vitamin af fineste kaliber.
Et lille bær skulle tilsvare en hel appelsin... Så bliver jeg godt nok sund tænker jeg - måske endda hel orange i teinten. Bærene smatter, og jeg fortryder, at jeg ikke udrustede mig med havehandsker også.

Vi trasker videre med tunge mudderstøvler. Jeg befrier hunden for spændetrøjen, og vi vader op på Storehøj, hvorfra vi skuer ud over Kalvebod Fælled og ind over København. Herfra kan jeg se Rådhustårnet, Blomsten på Islands Brygge og endda det nye Bohrs tårn på Carlsberg grunden.

Foto: Søren Vestermark

Jeg spænder lidt i maven af nervøsitet for, at min sorte sprinter skal få færten af råvildt, forlade stien og vildt jagte et bytte. Rygtet går, at hvis skovløberen ser en løs hund på fælleden, så er han i sin ret til at skyde den. Med det skrækkelige billede i hovedet, kalder jeg min hund til mig, og giver hende linen på igen. Det ville ikke være første gang, der i så fald ville lyde skud på fælleden. Som landets ældste militære øvelsesplads, har skuddene sikkert givet ekko helt ud over Køge bugt.

Den uspolerede og rå natur på Kalvebod Fælled dikterer min hverdag og former mine årstider.

Alt undtagen naturen herude skal bygges op fra bunden. Hvordan udformer bydelen sig, hvad betyder det for ens hverdag at bo dør om dør med en kæmpe naturpark? Hvilke liv skabes her i Ørestad, hvordan skaber man kultur, hvordan er det egentlig at bo i et nybyggerkvarter, hvilke fællesskaber opstår, hvor kan man mødes, og hvorfor er så mange af netop Ørestads byggerier blevet så kendte?

…..det er sådanne spørgsmål, som jeg godt kan lide at sætte fokus på her i mine indlæg, ved foredrag og på mine byvandringer. 

Savannelige hilsner
Mira, Experience Ørestad

Foto: Søren Vestermark

I skovens dybe stille ro....

I skovens dybe stille ro...

Næste gang du går forbi Copenhagen Towers... så prøv at sæt farten ned og stop op.
Imellem Crowne Plaza og Norman Foster’s North Wing Tower smyger et stort svungent bøgeblad sig imellem de smukke strømlinede skyskrabere.

Gå ind under kronbladet med de bløde lameller og entrér den hemmelige skov - en skov der lysner i blå, grønne og røde nuancer og lugter lidt af bæredygtighed og nye møbler.

Her er du nu omgivet af 60 høje træer,  og du glemmer måske, at lige ved skovbrynet der venter den pulserende by. De oliven løse bucida buceras oliventræer har været på en lang rejse for at nå til Ørestad. De rejste i tre uger fra Miami over Atlanten til Holland. På den lange tur tabte de både blade og rødder og måtte genfinde kræfterne, volumen og forårsstemningen, inden de rejste det sidste stykke til Ørestad.

Træerne er kloge og rolige - de er da også meget ældre end byen de bor i - træerne her er nemlig 15 - 20 år. Ørestad lever på sit trettende fødselsår.
Træerne bliver beskyttet af store blade, der balancerer på tynde stilke - stilke der stolper og ikke knækker så let. Bladene bøjer sig indover skoven og sørger for ly for regnen.  

Hvis du lytter efter, kan du høre orangutangerne, der bor i hjørnet af skoven. 
Man skulle tro, at de havde sneget sig med i skibslasten fra Miami. Her i hjørnet af skoven har de klistret sig fast som dekorationer på de vinduesfacader, der huser kaffebaren Orango. 
En del af cafeens indtjening på kaffesalg går nemlig til at beskytte bestanden af orangutanger på Sumatra.

Jeg synes, at skoven er sådan et sted, hvor du kan spise din ostemad i fred, tage en pause imens du kigger op i trækronerne eller mødes med din samarbejdspartner i stedet for på kontorets faste pind. Og træerne vokser næsten ind i himlen.

Vi Ørestadsbeboere kan desuden glæde os til at tage elevatoren hele vejen op på 22. sal i Norman Foster's tårn, hvor der i fremtiden vil åbne en offentlig restaurant.
Jeg tog turen derop en dag under påskud af at være interesseret i at leje et 400 kvm2 stort kontorlokale. I virkeligheden ville jeg bare gerne opleve udsigten over hele Ørestad og fællederne...og den er fantastisk! Hvem der åbner restauranten og hvornår, det ved jeg ikke. Men jeg vil sætte farten ned og holde øje på min vej gennem Ørestad.

Jeg tager ind og besøger skoven igen på byvandringen “Stjernearkitekter i Ørestad”. Det foregår d. 13. marts, d. 10. april og d. 8. maj. Efter byvandringen tager vi sammen på Cafe 8tallet og spiser lækker smørrebrød. Smørrebrød er inkluderet i prisen. 
Tag endelig med på turen. Du kan booke billet igennem AOF her:
Billet til byvandringen hvor vi tager i skoven "Stjernearkitekter i Ørestad".

Byg oplevelser ind i boligbyggeriet

Hvad sker der, når oplevelsesarkitektur inddrages i boligbyggeriet?

Så får du engagerede beboere, der værner om hinanden og deres byggeri. Oplevelsesdesign i boligbyggeriet skaber helt enkelt et bæredygtigt byggeri, der i ordets brede forstand skaber forbedret livskvalitet for beboerne.  

Læs nedenfor hvordan jeg synes, at BIG ikke blot har skabt en nytænkende boligform i 8tallet men oplevelsesarkitektur i verdensklasse.  
Tilsæt oplevelser og mennesker!

Bjerge på Amager
På Amager findes et stort bjerg, hvor du kan cykle hele vejen op på toppen og stille cyklen i din forhave. Det hørte jeg et rygte om i 2010 og rygtet talte sandt.
Det store bjerg hedder 8tallet og er for længst røget på top 20 listen over de mest googlede arkitekturværker på archdaily.com, der er en af de ledende arkitekturwebsites for arkitekter og designere.
 
Jeg flyttede til Ørestad Syd et år efter, og talte en sommerdag ikke mindre end syv turistbusser, der i løbet af dagen parkerede ved 8tallet, steg ud og begav sig på vandring op på det forunderlige 8tallet. 
 
Det fik mig til at tænke over, hvad det er, 8tallet egentlig kan som bolig, som ny form og som ny boligform. Efter mange observationer af byggeriet og adskillige foredrag om byggeriet, fortæller jeg i dag, som selvstændig Performance Designer og foredragsholder, om hvordan Bjarke Ingels Group her har opereret med værdier fra oplevelsesarkitekturen og eksperimenteret med, hvad der sker, når disse integreres i boligbyggeriet.
 
Hvad er oplevelsesarkitektur?
Oplevelser defineres, ifølge B. Joseph Pine og James H. Gilmore, der ofte betragtes som oplevelsesøkonomiens fædre, som: “Begivenheder der engagerer mennesker på en personlig måde.”
 
Eksempler på oplevelsesarkitektur er museér og koncerthuse, som Frank Gehry’s Disney Koncert sal i Los Angeles, Jean NouvelsPhilharmoni i Paris eller BIG’s søfartsmuseum i Helsingør.
 
Det er alle eksempler på oplevelsesdesign i arkitektur, hvor bygningsværkernes udvendige og indvendige formgivning er tænkt som en oplevelse i sig selv og ikke blot som en beholder for oplevelser. Det er en balancegang for arkitekten at arbejde med - for hvordan skaber man rum for, at forskellige udtryksformer kan gå i samspil med hinanden og samtidig stå alene?
 
Oplevelser ind i boligen
Men de formmæssige og æstetiske oplevelser i arkitekturen er ikke kun forbeholdt museet, galleriet eller koncertsalen. Også boligbyggerierne begynder at eksperimentere med oplevelsesformen, som 8tallet i Ørestad. Her har arkitekten forstået at integrere oplevelser i boligbyggeriet formmæssigt, socialt og i det levede hverdagsliv.
 
8tallet tager højde for menneskets basale behov for at sanse sine omgivelser, opleve vind, vejr og naturens kræfter - simple æstetiske oplevelsesparametre. Det er gjort ved at fundere over brugen af det offentlige byrum, nye måder at møde hinanden på i byrummet og i boligen, og så er det gjort ved iagttagelse og inddragelse afomgivelserne. 8tallet har fået lov til at finde sin egen æstetik og stedsspecifikke karakter.


Parkour på 11. Sal
En af de oplevelsesparametre 8tallet har, er muligheden for at bruge byggeriet som en fysisk udfoldelsesplads.

8tallet har et 1,6 kilometer langt snoet stisystem, trappeforløb, der når helt til himmels,  ’slæderamper’ og yogaterrasser og bliver sådan en fysisk udfoldelsesplads i bedste parkourstil. Det er bygningens stier, gelændre, pladser, kanter, forhøjninger og bakker, der skaber rummet for din egen personlige træningsplads.
En træningsplads, hvor dine fysiske udskejelser måske stimuleres af de åbne og æstetiske rum, og hvor du bliver udfordret af bygningens arkitektur til at udfordre din egen krop.
Det er for kedeligt at placere et løbebånd med touchscreen og en stepmaskine i en mørk, fugtig kælder, når man hedder Bjarke Ingels.
 
Det kollektive og plads til opdagelse
Et andet oplevelsesaspekt i 8tallet er den kollektive tankegang. Bygningen har fleksible fællesrum, fælles mødepladser - både inde som ude, behagelige og lyse ‘offentlige’ stier og mulighed for at snakke over hækken.
 
8tallets italiensk inspirerede bjerglandskab skaber forudsætningerne for, at kunne mødes og skabe sociale fællesskaber, netværk samt en deleøkonomi, hvis du ønsker det. Men det er ikke en tvungen kollektivitet, hvor du skal spise spaghetti-kødsovs med naboerne hver aften og organisere fælles opvask. Som 8tals’ beboer kan du til- eller fravælge, hvornår du vil være en del af det sociale fællesskab, og hvornår du vil være privatperson i din egen bolig.
 
Valget af det italienske bjerglandskab som inspiration til 8tallet giver desuden mulighed for, at beboerne kan gå på opdagelse i bygningens mange mellemrum, pladser, gårdrum og mere skjulte kringelkroge. Hver gang man kommer rundt om et hjørne, så ved man ikke helt, hvad der venter en. Det kan være en lille plads, en ny gade, en uventet udsigt, et fællesrum, grønne byhaver eller en legeplads.
 
8tallet har åbne, brede og smukke gadeforløb, byrum og udsigter, der venter på dig. De lyse, åbne og æstetiske gader og mødepladser medvirker til en fornemmelse af tryghed. Det er et oplevelsesaspekt i 8tallet, der er med til at skabe foranderlighed og spænding, fordi måske kan du opdage nye rum, andre vinkler af byggeriet og muligheder for ophold i dit eget byggeri.
 
I 8tallet er det nærmest funktionen, der må følge formen og ikke den omvendte funktionalistiske tankegang, hvor det er formen der følger funktionen.
8tallet bliver en genopdagelse af det æstetiske og det sanselige i boligbyggeriet - en oplevelse i sig selv.

BIG har i mine øjne formået at skabe et bygningsværk og et miljø, hvor beboerne kan være medskabende for deres eget liv og dagligdag. De arkitektoniske rammer giver mulighed for dette igennem det formmæssige, det sociale og det kulturelle oplevelsesaspekt. Det er de integrerede oplevelser, der engagerer beboerne personligt i 8tallet og i hinanden,  og det skaber et bæredygtigt byggeri.
 
Artikel af Mira Margaritha Cordsen, Experience Ørestad
Oktober 2015

Arkitekturens Dag på 8tallet

Burde arkitekter indtænke deleøkonomi i nye boligformer? Hvordan kan arkitektur bidrage til gode sociale fællesskaber...?

Det kan du finde ud af og være med til at diskutere d. 1. oktober på Arkitekturens Dag, hvor 8tallet inviterer til debat.  

Jeg er inviteret til at holde et oplæg om oplevelsesarkitektur, og bidrage med min viden om 8tallet til dagens emne som er: Deleøkonomi og fællesskaber.

Jeg er rigtig glad for invitationen og glæder mig til at sætte 8tallet under lup i selskab med bl.a. Frederik Lyng arkitekt MAA fra BIG og antropolog og phd. Marie Stender, der også vil deltage i paneldebatten.

På få år er der opstået et unikt fælles liv med mange sociale aktiviteter og udbredt deleøkonomi i 8-tallet. 

8-tallets beboere inviterer, arkitekter, planlæggere og ildsjæle fra ejerforeninger, andelsforeninger og almene boligbebyggelser til et event, der sætter fokus på fællesskab og deleøkonomi. 

Vi vil gerne give arkitektbranchen feed-back på hvordan arkitektur virker.
Vi vil også dele fortællingen om, hvordan vi på kort tid har udviklet et godt naboskab med deleøkonomi.  

Deleøkonomi:
”8-support” og ”8-tallets værkstedsgruppe” hjælper beboere med det, der volder bøvl i boligen. 8-support samler Ikea-møbler, skifter perlatorer, fikser løbende toiletter o.m.a.   

”8-book”: Hvad betyder det for deleøkonomien, at være bundet sammen af et virtuelt fællesskab? 

Fællesskaber:
Hvordan understøtter arkitekturen i 8-tallet det fælles liv? Hvordan er det at bo så tæt, at kunne følge med i livet bag de store vinduer og om at mødes på rampen. Hvordan bidrager det virtuelle fællesskab på ”8-book” til fysiske møder og aktiviteter? Hvordan indgår 8-tallets ildsjæle i fortællingen?   

Program
13.00 – 15.00  At dele en fælled – fællesskab og deleøkonomi i 8-tallet 

”8-support” – deleøkonomi i praksis

”8-book” – virtuelt fællesskab, udviklerne ”Social Living”.

15.00 – 16.00 Rundvisning i 8-tallet – de hemmelige steder. Fortrinsret for deltagere i programmet.

16.05 – 16.20  Arkitekturen i 8-tallet, Arkitekt MAA Frederik Lyng, BIG 

16.20 - 17.30   Arkitektur, deleøkonomi og sociale fællesskaber - oplæg til debat

Frederik Lyng, arkitekt maa, BIG, Marie Stender, antropolog og forskningsassistent SBi, Mira Margaritha Cordsen, Experience Ørestad - oplevelsesøkonomi, Palle Jensen, ingeniør og beboer og Ella Bredsdorf, arkitekt maa og beboer.

Sted:
8-tallets beboerhus
Robert Jacobsens Vej opgang nr. 72 - 10 etage. 
Ring på dørtelefonen beboerhus. Gratis at deltage.

Kontaktperson
Tilmelding til Arkitekt MAA Helene Hjort Knudsen på E-mail:helenehjortknudsen@gmail.com

Max. 50 deltagere, mulighed for at støde til kl. 15.00 eller 16.00, hvis der er ledige pladser. Angiv ved tilmelding om du deltager i hele programmet.

Tekst og program er hentet fra arkitektforeningen.dk

Hvordan bygger man sjæl ind i Ørestad?

Skal man overhovedet sørge for at bygge sjæl ind i Ørestad, og hvem skal gøre det?  

Nybyggersjæl 
I Københavns indre by og i brokvartererne tages vejstriber, lyskryds, markerede fodgængeroverfelter og skraldespande på hvert gadehjørne for givet. Træerne langs søerne er så fuldvoksne, at når kastanjerne falder ned, så kan de godt give dig en bule, hvis du cykler uden cykelhjelm. Men det gør ikke spor, for lige rundt om hjørnet er der en 7-11, hvor du kan købe plaster, og en slice to go. 

I Ørestad tager vi det ikke som en selvfølge, at fortovene er fuldt belagt, at der er sat cykelstativer op eller at stien, der leder ned til vores splinternye bolig, nødvendigvis er færdig. En kran, der er ved at løfte en færdigstøbt betontrappe på plads, er et kendt syn.  I nybyggerkvarterer, som Ørestad, bliver man hurtigt bevidst om, at byer skal skabes, og der skal mange lag til før en by er fuldstændig. Men bliver en by nogensinde færdig? Skal den overhovedet være fuldstændig? 

Forleden havde jeg en gruppe på byvandring i Ørestad Syd. Vi bevægede os ned i det kommende Arenakvarter, for at se hvor langt kranerne var med byggeriet af Royal Arena. En mægtig gravmaskine havde stampet et stykke jord fladt, så vi kunne komme ret tæt på arenaen. Men pludselig var vejen ikke længere banet for os, og foran os lå det ustyrede, det rodede og det nogle steder stadig urørte landskab. Det er et landskab af stablede afspærringsgitre, orange indfarvede betonsokler, rød- og hvidstribede opmålingspinde, flagstænger med bygherre logoer blafrende i vinden, roterende cementmaskiner og caterpillars der fræser igennem jorden og laver lavespor i den sandede jord. Blå og røde containere ved arenaen lyste hele scenariet op og pludselig oplevede vi landskabet som en scenografi, og som et øjebliksbillede, der var orkestreret til ære for os. Man skulle næsten tro, at der havde været en kurator på byggepladsen, der havde styret placeringen af den orange farve, der nærmest indrammede spektaklet.  Sådan mødte vi landskabet den dag i marts, og det gav os til at tænke over skønheden i de rodede nybyggerområder og hvor hurtigt, steder forandrer sig. Byen performer hver dag og er i en konstant foranderlig tilstand.

Atmosfære tegninger
Når jeg ser på arkitekttegninger for de nyeste lokalplanlagte områder i Ørestad Syd, så bugner de af fuldvoksne høje træer, udsprungne kirsebærtræer og aktive gader, der er tætte af mennesker, som går tur med hunden, står på skateboard eller ‘cafelattér’ den sammen i gadebilledet. Jeg kunne godt tænke mig at se en arkitekttegning, der tør tegne nybygger sjælen. Der må gerne være tegnet et krandyr i baggrunden, der løfter en væg på plads, en murer der smider sand i cement maskinen, en gartner der er ved at strø græsfrø og en børnefamilie med flyttekasser under armen, der er ved at bakse en ikeareol op på første sal.  Det er nemlig områdets sjæl og kendetegn lige nu. Stedets identitet er der allerede. Den kommer ikke først, når birketræerne er fuldvoksne som på arkitekttegningen og Baresso er flyttet ind - nej den er der lige nu med raslende stilladser, flamingo der hvirvler rundt, ejendomsmæglere med charmeklud og notesblok og håndværkere, der hilser dig go’ morgen over en cocio. 

 Arkitekter og planlæggere skal ikke være bange for, at et sted bliver stemningsløst, uden historie eller uden sjæl, hvis ikke de prædesigner det i en fart i. Man behøver ikke at være bange for, at folk vil kede sig og derfor prækonstruere historier og oplevelser til bydelen.

Skabertrang
Beboerne i Ørestad Syd oplever forandringer i bybilledet hver dag. De ser lyset og himlen ændre sig fra time til time, de ser tribunerne på arenaen blive sat op og lastbiler, der sætter færdige rækkehuse af på rad og række. De er tilskuere, når søerne blive opfyldt med regnvand, karper og prægtige svaner, og de oplever nye befolkningsgrupper flytte ind fra den ene dag til den anden.  Det er helt basalt for mennesket, at ville ‘skabe sig’ i forhold til sine omgivelser - hvordan skal vi bo, og hvilket liv kan vi skabe for os selv og for fællesskabet lige her på den her mark? Det er derfor at kunstnere og designere, oftere og oftere bliver inddraget i byplanlægningen i dag - de skaber noget - noget midlertidigt, noget permanent - noget liv. Det skal helst ikke gå for langsomt. Men de skabende processer skal ikke forceres - de skal nok komme af sig selv. 

I Ørestad oplever jeg naboer, der i høj grad engagerer sig i deres bydel, og skaber deres egne byrum, fordi de naturligt higer efter at finde fællesskaber, men også fordi at de er bevidste om, at i nybyggerkvarterer der kan de virkelig være med til at præge stederne og skabe miljøer.

 Ja pionérånd sætter skub i skabertrangen. Vi er de første, der skaber noget lige her!  Nybyggerkvarterer er i bevægelse hver dag, og de bliver fyldt med historier og sjæl, hver gang der flytter en ny familie til, hver gang pakkeposten ikke kan finde vej, og hver gang der bliver taget et nyt spadestik. 

 Sjælelige hilsner Mira Margaritha Cordsen

Experience Ørestad, cand.comm

Jeg ønsker mig en skridttæller til jul

Kære alle
Jeg ønsker alle Ørestadsbeboere, samarbejdspartnere, deltagere og aktører i ØX14, Ørestads arkitektur og kringelkroge samt den gode Ørestadsblæst en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

Jeg har vandret og vandret og pludselig har jeg vandret i 100 år...nej undskyld jeg mener i 100 ture!

2014 blev nemlig året, hvor Experience Ørestad rundede de 100 afholdte byvandringer og foredrag. Det er jeg stolt af, og det giver mig lyst til at lave endnu flere oplevelsesture i Ørestad i 2015.

Gad vide hvor mange kilometer jeg egentlig har gået på 100 ture?
Ørestad er nemlig ikke flad som en pandekage, men har flere bjerge (Bare spørg de seje løbere til det årlige Bjergløb i maj). Alene 8tallet har jeg besteget 35 gange og med bygningens særlige stisystem på 1,6 kilometer giver det 56 kilometers bjergbestigning i alt.   

Med 100 byvandringer og gående foredrag må jeg altså have tilbagelagt en del kilometer, så mit julegaveønske i år er en skridttæller!

ÅRETS HØJDEPUNKTER

Jeg har haft mange gode oplevelser i Ørestad i år, med grupper der har været nysgerrige på Ørestads arkitektur, udvikling og mennesker. Særligt har jeg haft gode oplevelser med Ørestads borgere, hvor jeg oplever fællesskaber der trives, mennesker med ambitioner for vores bydel og et godt sammenhold.

De bedste højdepunkter i 2014 var:

Ørestad By Night, hvor vi legede voyeurister i natten og så Ørestad Skole stå lysende i en imponerende farvepotpourri.

Metropolis Laboratory, hvor jeg tog 30 byrumsnørder med til Ørestad City for at se på urbane haver og street art som strategisk byplanlægningsredskab.

Båltale i Ørestad Nord, hvor jeg var så heldig at fortælle beboerne en historie om Ørestads unikke natur, kultur, arkitektur og lokale ildsjæle. Det er det klister, der binder Ørestad Nord, Ørestad City og Ørestad Syd sammen.

Ørestad Kulturdage - ØX14
Gummistøvler, regnmunderinger, skybrud og sjask i stride strømme!
Der har aldrig været mere vand i Søfesten og Sundby Metrostation blev oversvømmet, men alligevel gennemførte alle Ørestads aktører deres events og arrangementer under ØX14. Det er et gå-på-mod og et engagement, som gør det fedt at være projektleder på Ørestad Kulturdage.
Jeg glæder mig til, at vi skal gøre det hele igen til ØX15 (minus skybruddet)!

Rigtig glædelig jul og vi ses til flere oplevelser i 2015
Mira