Skal vi ikke bare gøre det alligevel?
Altså plante træet, så kruspersillen i grøften og vande blomsterbedene nede på gaden? Behovet for at skabe vores egne rum på gadeplan, hvor vi kan møde hinanden, vokser. Der er kommet et pres på det offentlige byrum, da vi skal bo tættere sammen i byerne og byerne skal huse flere mennesker.
Samtidig opholder vi os mere og mere udenfor.
Byrummet har derfor fået en ny rolle som ’fællesskaber’ og som fælleseje.
Men hvordan udnytter vi det offentlige rum bedst muligt, så vi alle kan være der?
Kedelige konturer keder kroppen
Bygherrerne har i samarbejde med arkitekterne en slags monopol på, hvordan boligbebyggelse, erhvervsbyggerier og boligblokke etc. skal udformes, - dog oftere heldigvis i samarbejde med kunstnere og designere.
Når man som almindelig borger ikke har mulighed for at præge den udvendige udformning af de bolig-, erhvervs- og institutionsbygninger, som vi bor i og færdes i hver dag, ja så må man finde en anden måde at præge ens udvendige rum og miljøer på.
Vi har behov for at bestemme, hvordan vores omgivelser skal se ud på gadeplan. Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan vores omgivelser ser ud, før vi trives.
Professor i psykologi og filosofi Colin Ellard, forklarer i artiklen ”Streets with no game”, hvorfor gaderum, der er varierede og komplekse, er sunde for os. Kortisol niveauet i kroppen (stresshormonet) falder nemlig, når vores øjne stimuleres af et komplekst og varieret gadebillede. Bevæger vi os derimod langs ensartede lange facader, ja så stiger kortisol niveauet i kroppen desværre.
Det er simpelthen videnskabeligt bevist, og det giver stof til eftertanke, når planlæggere og arkitekter skal udforme vores byer!
Det er altså vigtigt at satse på udtryk i byen, som tilføjer byen det ’komplekse lag’. Det kunne eksempelvis være i form af flere grønne forvandlinger af byrummet, street art, pop-up arkitektur, midlertidighed, performativitet, festivaller, skatermiljøer, madkøkkener, stedsspecifik kunst, butiksudsmykninger, ornamentering, ja biler kan sågar pynte på gaderummet efter min mening.
Det er ikke tilfældigt, at det gode byrum ofte bliver beskrevet som varieret, mangfoldigt, kreativt, aktivt og grønt. Det er kroppen, der har fortalt os, at disse komponenter skaber et velbefindende og en balance.
Kære kommune, må vi plante et træ og selv slå græsset?
Men det er ikke så let, bare at slå sig løs på gadeplan og skabe de mangfoldige og sprudlende mødesteder på gadeplan eller i ens egen boligforening.
Bare det at få sat nogle højbede eller bænke op i den fælles gård, kræver ofte et flertal på den årlige generalforsamling. Det er for begrænsende for folk. De vil i gang med at præge og skabe deres egne uderum lige nu!
Men det er måske vilkåret, når vi alle gerne vil bo i byerne? Vi må vente på at få godkendt vores ideer, fordi der skal være plads til alle?
Det strider imod vores basale behov for at udtrykke os, og det kan undergrave en hvis spontanitet og kreativitet. Der skal være plads til selvorganisering og ‘det hjemmedyrkede’, hvor vi selv får lov at skabe de udvendige rum.
Derfor går folk selv i gang på gadeplan, hvor det offentlige rum i de seneste år er ved at transformere sig til en slags fælleseje.
Det er en slags modreaktion eller protest imod det overdesignede, det konforme, det strømlinede miljø og det, som andre har bestemt, at vi visuelt skal leve i og agere efter i hverdagen. Så udfolder vi os på gadeplan og gør det offentlige rum til et stort udfoldelsesrum.
Fortovshaver til dig og din nabo
En meget synlig bytrend i gadebilledet, der de seneste år er vokset frem, ikke bare i København men i hele verden, er guerilla gardening og forgreninger af denne - urban gardening, urban farming, byhøst tendenser og earthing.
Det er en del af behovet for at skabe egne mødesteder, møde folk og udfolde sig. Grønt er det nye sort, og det viser sig både i byggebranchen og i folks hverdagsliv, hvor højbede trives på hvert et gadehjørne, boliger bygges med grønne hustage og bybierne stortrives på hustagene. Ja folk bygger endda hele landbrug oppe på deres hustage, som Østergro på Østerbro.
Nu kan du endda få lov at anlægge din egen have på fortorvet, hvis ellers det er bredt nok. Her følger en lille guide fra journalist Katrine Ravndal, Ibyen, Politiken d. 6. maj 2016:
- Der skal friholdes en passage med en bredde på minimum 1,5 m på fortovet.
- Spørg om lov hos dem, der ejer din bygning eller hos grundejeren, før du begynder at planlægge din fortovshave.
- Ansvar: Det er vigtigt, at den private grundejer eller din boligforening har en forsikring, som dækker skader.
- Renhold: Det er dig og din boligforening eller grundejerforening mm., der har ansvaret for at holde arealet ved din fortovshave pænt og rent.
Fællesskaber på gadeplan
Festivalliseringen af byrummet og de grønne tendenser kan ses som en urban aktivisme, der også handler om et stort behov for at skabe fællesskaber på tværs i byerne og lære naboer at kende!
Vi er begejstrede for vores personlige indendørs rum, men vi er bange for at blive ensomme, så vi søger i højere grad fællesskab på gadeplan. Det er blevet mere ‘legalt’ at opsøge fællesskaber i byrummet. Byrummet er ikke længere kun for eksistens løse - det er for mennesker, der søger eksistens og samhørighed.
En af de letteste måder at falde ‘naturligt i snak’ med folk på gadeplan, er ved at anskaffe sig en følgesvend på fire ben.
Jeg har aldrig snakket med så mange nye mennesker – dog mest dem der selv har firbenede, efter labradoren Zelda flyttede ind i hytten. De fleste hunde er ivrige efter at lege med hinanden, hvorfor snore og mennesker hurtigt bliver viklet ind. Når man først er kravlet under armen og gennem benene på en anden hundeejer, for at holde styr på sin hund, ja så er man blevet ordentligt introduceret.
Byrummet er blevet en legeplads og et laboratorium for leg
Den urbane aktivisme har dog altid fundet sted eksempelvis igennem street arten. Men de nye tendenser, som nævnt, fylder godt i gadebilledet.
Byrummet er blevet en legeplads, hvor du kan få lov til at være spontan og skabe dig. De midlertidige og rekreative byområder skal kunne tale til vores indre barn og byplanlæggere eksperimenterer oftere igennem leg. Hvorfor egentlig leg?
Vi er vant til styring og planlægning i hverdagen. Hvor er det fælles sted, hvor vi kan lege, uden at tænke for meget over vækststrategier, værdier, status og friværdi? Det kunne være i det offentlige rum.
Det viser sig eksempelvis i den store festivalisering, der er sket af København de seneste ti år. Colorrun, Distortion, Trailerpark Festival, Stella Polaris, Byhøst, Copenhagen Pride, Copenhagen Cooking, Jazzfestivalen, Copenhagen Architecture Festival, Images, CPH DOC osv. - for ikke at tale om de mange lokale festivaller i brokvarterne. Der er nærmest noget galt med en bydel, hvis ikke den har sin egen festival.
Festivallerne har til formål at bringe nye oplevelser ind i byens rum for en stund. Hvorfor? Så byen forandrer sig, så du kan finde frihed og finde de uventede og spontane oplevelser og møder. Det er her, du kan møde mennesker uden på forhånd at stigmatisere dem ud fra dit, dat, status og friværdi.
Det er i byrummet, at mennesker i dag søger fællesskaber, samhørighed, frirum og spontanitet.
Af: Mira M. Cordsen
Foredragsholder og cand.comm. i Performance Design
Stifter Experience Ørestad