Mine anbefalinger til Ørestad Kulturdage 2014

Lydmand… tjek! Foodtruck..tjek. Telt helt uden huller… tjek. Hvor f…. er strømstikket i Byparken…nå der! Tjek..

Jeg tæller ned til Ørestad Kulturdage.

Løbeklubben i Ørestad har løbet rundt i hele Ørestad og hængt ØX14 plakater op. Ørestads Avis har delt programmer ud, og alle aktører har postet, repostet og postet deres events igen og igen.
Der er faktisk over 40 aktører, der har arbejdet på, at vi får nogle fantastiske Kulturdage. Det er ret imponerende, synes jeg.

Og så er det et ret fedt program! Aktørerne har virkelig taget ejerskab over Kulturdagene, og jeg synes, at andre festivaler kan lære af vores bydel og se hvordan, man skaber en festival næsten udelukkende ved hjælp af lokalt initiativ.

Nu glæder jeg mig til at opleve vores byrum og grønne områder aktiveret på helt nye måder med sangskrivere gemt i byens mellemrum, børn i hvide bidragter i Bella Centers Bigård, plante værksteder midt på gaderne og folk i Byparken i færd med at bygge stole af genbrugs paller. Mon ikke, at der bliver en helt særlig summen i Ørestad nu på fredag, lørdag og søndag.

Jeg krydser fingre for, at alle aktører får den gode Ørestads vind i ryggen, glatte afviklinger og en masse besøgende. Og så vil jeg glæde mig til at skåle med jer alle i Byparken om lørdagen til fællesspisning og sige…."Vi er vildt seje"…helst uden at strømmen pludselig går.

Her kommer et par af mine anbefalinger til Kulturdagene:

 TagtTomat, der i øvrigt er nomineret til Årets Innovative Projekt, kommer søndag kl. 9 – 11 og viser hvordan, du let og billigt får den grønne og levende altan, som du altid går og drømmer om. Og så kan de altså noget med tomater! Læs mere om workshoppen.
 
Copenhagen Containers gæster Rambøll på fredag. De kan lave nye hjem ud af gamle containere. Lyder det lidt firkantet? Jaaaa, men det lyder også nytænkende og som nogle attraktive firkantede containere. Læs mere.

Børn Bygger Ørestad er overskriften på Bibiana Danmarks arkitektur workshop, hvor børnene leger byplanlæggere i Ørestad for en dag. De tænker over hvordan, man kan skabe den mest optimale skole, den fedeste legeplads og hvordan, de i det hele taget synes, byer skal formes i dag.
 
Beats i Byparken - Lokale jazz crooner Benjamin Aggerbæk og beat poet Claus Høxbroe præsenterer mangfoldig musikalsk underholdning i Byparken med bl.a MC Einar og Kuntakt, Tobias Trier og mange flere.
 
Tag dit løbehjul, skateboard eller din sæbekassebil med i ”Rally Garagen” om fredagen hos DR Ramasjang Rally og toptun den inden søndagens store Ramasjang Rally turnering!

Ja, vi har et spækket program, og der er mere, end hvad jeg her anbefaler!

Se hele programmet her: www.orestadkulturdage.dk
 
Vi ses om et par dage i Ørestad!

Ørestads hilsner
Mira, Experience Ørestad